Fie Johansen

FIE JOHANSEN (født 1953) har arbejdet støt og roligt med sit eget konsekvente fotografiske udtryk over mange tiår efterhånden. Med hendes nye fotobog, Spreeblitz, er vi ovre i et helt særligt udtryk. Det her er dystert sitrende, gotisk stemningsboblende, sort-hvide, digitalt bearbejdede fotografier præsenteret på klassisk fotobogsmanér med ét foto pr. 150-grams kunstpapirside. 

I ti år har Fie Johansen fotograferet en nedlagt forlystelsespark, Spreepark, i skoven Plänterwald lige uden for Berlin. Parken med det karakteristiske pariserhjul, svaneformede sejlbåde og især de mange enorme plastdinosaurer var den eneste af sin slags i Østtyskland. Efter Murens fald forsøgte de private ejere at holde liv i den, men måtte kaste håndklædet i ringen, blandt andet fordi den ikke var bygget med tilstrækkeligt store parkeringspladser til den nye verdens kræsne og bilkørende publikum. I 2001 gik ejerne konkurs og parken stod død hen, hvad den for så vidt stadig gør, indtil byen Berlin købte den i 2014 og nu har planer om at åbne en ny kulturpark der i 2026. Siden 2001 har forfaldet således indfundet sig mens naturen langsomt, men støt har invaderet parken, som man kun kan besøge på særlige guidede ture. Det er selsagt et motiv, der lokker billedmagere til sig, fra filmfolk til de mange fotografer, der har fotograferet det kæntrede pariserhjul, de “døde” svaner og især rutsjebanenes grinende signaturkæmpekat, som udgør hovedmotivet, når man googler på temaparken. 

Som sagt findes der mange fotos af denne lokkende nedlagte forlystelsespark, alle i farver, men ingen, der ligner Fie Johansens dystert-melankolske, gyseragtige fremstilling med drivende sorte skyer, rådnende vandhuller med silhuetter af fortidsøgler og elefanter, et væltet tribuneoverdække, hvis metalstativ ligner en kæmpeedderkop, træer med lysende hvide blade og metaloverflader, let bearbejdet, så de fremstår som en postnuklear mareridtsfantasi. 

Fie Johansen har ikke kunnet vandre frit rundt selv, og i et enkelt billede ser man nogle andre fotograferende turister helt ude i kanten af billedet. Forladte forlystelsesparker nærmer sig en fotografisk kliché. Men ikke desto mindre har Fie Johansen formået at frembringe sin helt egen fortolkning af dette gennemfotograferede sted på en måde, man ikke har set før. Parken fremstår som en smuk og dragende postapokalyptisk, cinematografisk spøgelsesfantasi i den antropocæne tidsalder, en højst besynderlig tidsmaskine, som mikser dinosaur-urtid med fremtider, som vi har svært ved at forestille os, men som kunstnerne hjælper os med at sætte billeder på. 

Mette Sandbye 

31. december 2023 Weekendavisen 

Tekster af Jytte Rex og Tove Thage 128 sider. ForlagetWunderbuch.dk 

Bog- og udstillingsprojektet Danmark under forvandling

Tankelandskaber

Tekst af Gitte Broeng

Linjer og strukturer tegner sig med en ekstrem skarphed og kontrast i Fie Johansens fotografier, som gengives med en distanceret kølighed. Åbne rum og terrain vague er tilbagevendende motiver i hendes fotografiske arbejde. Steder, der befinder sig mellem systematik og tilfældighed, det urbane og det landlige, natur og kultur. Hendes arbejde koncentrerer sig om lokaliteter, der giver det psykologiske en fysisk form. Hendes billeder bliver til tankelandskaber såvel som udstillinger og bøger. Fie Johansen har også skabt omslagsbilleder til adskillige jazzplader, hvor hendes stemningsfulde fotografier svarer visuelt til musikkens abstrakte toner.

Motiverne i hendes projekt til Danmark under forvandling er ikke begrænset af tekniske eller dokumentariske principper. Farvebilleder og sort-hvide billeder supplerer hinanden, og de rum, hun gengiver, har den egenskab, at de synes at eksistere som billeder, allerede inden hun fotograferede dem. Fie Johansen er ikke optaget af at fortolke steder, men snarere af at vise rum løsrevet fra deres funktion eller historie, hvis de har en. Det giver hendes billeder en abstrakt karakter, domineret af former og strukturer.

Rummene, som er ganske virkelige, fremstår til en vis grad, som om de allerede eksisterer som kunstværker — uanset om de rummer kunst eller ej. Som skumringsbilledet fra Ørestad: en lav betonbro, hvis rektangulære linjer spejler sig i vandet, den krydser. Vandoverfladen er fuldstændig stille, et perfekt spejl. For enden af broen står Hein Heinsens 7,5 meter høje bronzeskulptur Den store udveksler. Skulpturens blanding af stramme, abstrakte linjer og genkendelige, organiske former spejler sig også i vandet.

Dette billede spejles i et andet, lige så gådefuldt værk fra et råstofanlæg i Gilleleje Havn. Også her findes en geometrisk konstruktion i form af en spids trekant, som leder tankerne hen på kunstmuseet Arken, sammen med en maskine til at sortere sten efter størrelse, der ligner en metalskulptur. Det ene sted er kunstnerisk og arkitektonisk formet, det andet ikke. Men forskellene mellem dem udviskes af hende. Begge fremstår som gådefulde rum i et landskab, der er åbent for fortolkning.